Aarhus genbruger flere tusinde stadionsæder
AARHUS: Skurbyen er sat op, og maskinerne står klar til at tage første bid af hovedtribunen på stadion i Aarhus. Byens gamle stadion skal rives ned, så et nyt stadion kan skyde op, oplyser kommunen. Men før nedbrydningen for alvor går i gang, har kommunen og AGF reserveret 2.500 sæder, som efter planen skal genbruges på andre af byens idrætsanlæg.
Også trappetrin og såkaldte L-elementer i beton fra tribunerne får nye funktioner rundt i området omkring det nye stadion, hvor en opdateret idrætsby med bl.a. et nyt atletikstadion og en ny stor aktivitetsplads skyder op over de næste par år.
- Vores udgangspunkt er et ønske om at genbruge eller genanvende så meget som muligt af det, vi tager ned. Jo mere, vi kan genbruge, jo mindre nyt skal der produceres, og i byggeriet er det typisk fremstillingsprocessen, der er tung på klimakontoen, fortæller Hardy Pedersen, der er projektdirektør for Kongelunden.
Flere klubber har budt ind
Det er nedbrydningsfirmaet P. Olesen, der som en del af entreprisekontrakten råder over det stål, beton og øvrige materialer, der bliver tilbage fra det eksisterende stadion. Ud over de plastsæder og betonelementer, som Aarhus Kommune og AGF allerede har sat sig på til genbrug, har der også været henvendelser fra bl.a. andre sportsklubber rundt i landet om at aftage sæder m.m.
Hvorvidt der for de resterende materialer bliver tale om direkte genbrug eller genanvendelse i form af fx omsmeltning, ligger endnu ikke fast.
Selv om hovedtribunen på stadion nu som det første forsvinder, vil AGF stadig spille sine Superligakampe på stadion i hele 2024. Først herefter bliver resten af det eksisterende stadion taget ned.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.